Du kan f.eks. booke foredraget til en særlig begivenhed. Kontakt mig for at høre mere.
|
Mand dig op, tøsedreng!
Fra en mandschauvinists bekendelser... Et politisk ukorrekt og helt unuanceret foredrag om køn, uligestilling og parforhold (varighed ca. 120 minutter inkl. pause) Har vi mænd tabt sutten? Har vi helt opgivet at være – mænd? Er vi blevet så velopdragne og stuerene, at vi ikke en gang gider os selv mere? Og hvem gider os så…? Mine forældre talte tit om, at min mor var indenrigsminister mens min far var udenrigsminister. Naturligvis med et glimt i øjet…men der var nu noget om det alligevel. I parforholdet anno 2016 er kvinden oftest både indenrigs- og udenrigsminister. Og beskæftigelsesminister, justitsminister, finansminister, kulturminister… Hvis han opfører sig pænt, kan han blive konsul. Eller få en lille ambassadørpost i redskabsskuret. Jeg ved ikke præcis hvordan vi kom dertil, men det afholder mig ikke fra at udtale mig. Det hele begyndte med Kelds ”Skal nok, Yvonne!”. I stedet for at sige fra, tog vi pænt bukserne af, og satte os ned når vi skulle tisse. Vi griber støvsugeren, for at få mere sex…men vi gør det aldrig godt nok. Så prøver vi med blomster, stearinlys, kys i nakken – alt det vi har læst i smug i damebladene, i håb om at et eller andet virker, og at vi får lov. Vi bliver mere og mere desperate... Så gør hun det krystalklart, at ”er der noget jeg ikke tænder på, så er det at du aldrig tager styringen”… Til sidst smækker hun døren efter sig, på vej ud for at mødes med Mr. Grey. I vores frustration prøver vi at forstå kvinder. Og som mange mænd har måttet erfare, har ingen mand levet længe nok endnu til at komme i mål på den mission. Så vi ender med at lede efter nøglen til kvinden – og overser, at det er os selv der er den… Foredraget kommer ud i krogene af parforholdet, hjernen og hormonernes mysterier. Altid i sort/hvid. Altid til kanten (og nogen gange udover). Du kommer til at grine, når situationer fra hverdagen bliver brugt som eksempler. Lidt af hende, men nok mest af dig selv. Du går derfra med idéer til, hvordan du kan få bukserne på igen… Og tro mig: hun vil elske dig for det. Kvinder er naturligvis velkomne – men det er 100% på eget ansvar! Midtjyllands Avis: "Latteren rungede gennem kulturhuset "Den Gamle Biograf". Det var blandt andet af analyserne af de ægteskaber, der er strandet på grund af hvilken vej toiletrullen vender og mange andre trivialiteter. Han sluttede sit foredrag med tre konkrete forslag, der vil være med til at forbedre parforholdet." Herning Folkeblad: "Kvinder har en forventning om, at deres mænd forandrer sig. Det gør de ikke. Mænd har en forventning om, at deres kvinder ikke forandrer sig. Det gør de, konstaterede Kim Wilde". |
|